Kan en app hjælpe børn, når de skal lære at spille klaver? Det mener Maia Wiest som er stifter og CEO af appen pianini. Desuden har hun mange års erfaring som underviser, og har drevet Kids Music Academy i Shanghai.
Tekst: Pernille Torpdahl Andreasen, Bizz Up
Alle kan tænke sig, at det at lære et instrument kræver en masse øvelse. Øvelse kræver en masse selvdisciplin og tålmodighed, noget børn normalt ikke har meget af. Det tager lang tid rent faktisk at lære at spille en sang. Succesen er ikke lige om hjørnet, og processen er ofte ikke særlig nem. Resultatet er, at mange børn holder op med at spille. De dropper ud af musikundervisningen, eller deres fremskridt er minimale. Det er her, en app som pianini kan gøre en forskel – den gør det at øve klaver til en leg.
Problemet som førte til ideen
Det var i forbindelse med undervisningen på Kids Music Academy i Shanghai, at Maia Wiest begyndte at overveje, hvordan hun kunne hjælpe sine elever ind imellem lektionerne. Mange af forældrene spillede ikke selv, og havde derfor ikke mulighed for at hjælpe børnene med at øve hjemme.
”Mine naboers børn øvede klaver hele tiden, når der var en fejl, blev de bare ved med at gentage den samme melodi igen og igen. Jeg led virkelig af at lytte til det og besluttede mig for, at jeg var nødt til at gøre noget,” fortæller Maia Wiest og fortsætter:
”Idéen om en app, der hjælper børn med at lære at spille klaver, kom til mig. Jeg forestillede mig en app med mange spil, kombineret med feedback og belønninger til børnene når det lykkedes for dem. Desuden skulle en sådan app give forældre og lærere feedback om barnets fremskridt mellem musiktimerne, om hvad de gjorde godt, og hvad der var svært for dem osv. Appen skulle motivere børnene til at øve og sørge for at fejl blev rettet med det samme, som en rigtig underviser også ville gøre det.”
Dermed var det grundlæggende koncept for pianini klart.
Jeg vidste, at det ville kræve hele mig for at komme i gang
Med konceptet på plads og masser af motivation for at realisere projektet, var der stadig lang vej til en færdig og brugbar app. Om denne proces fortæller Maia Wiest:
”Jeg lukkede mit Kids Music Academy i Shanghai, tog min søn og flyttede tilbage til Berlin for at få mere støtte fra familien, da jeg vidste, at det ville kræve hele mig for at komme i gang. Hjemme begyndte jeg at tegne tilfældige billeder af potentielle skærme for at blive begejstret for idéen og for at have et udgangspunkt. Så begyndte jeg at lede efter kloge mennesker, der kunne hjælpe mig med at finde ud af, hvordan jeg kunne gøre et så groft koncept til en fungerende app. Jeg havde brug for en teknisk person, og fandt endelig Norbert Nordstern, som blev arkitekten bag pianinis komplekse struktur. I mange lange sessioner arbejdede vi på hvordan vi kunne omsætte mine klaverlektioner og musikspil til spil, scener og aktiviteter. Heldigvis havde vi begge børn i målgruppens alder (5 og 6 år), så vi var omgivet af børn og forældre i vores fremtidige målgruppe. Norbert og jeg var også helt enige om nøgleværdierne, som f.eks. ingen reklamer for børn, ingen hurtige skærmbevægelser, ingen automatisk fornyelse af abonnementer, ingen stress ved at kræve for meget af det legende barn og høj datasikkerhed.
På det tidspunkt var der ingen penge overhovedet, så vi arbejdede gratis i over et år, før vi grundlagde vores virksomhed. Med den første investering og det første tilskud begyndte vi at ansætte et par freelancere til at lave den indledende kodning og tegning for os.”
Hvordan tiltrækker man det rigtige talent uden penge?
Der var behov for at udvide teamet med folk som havde den rette ekspertise: forretnings-og ledelsesmæssig knowhow, viden om markedsføring og teknisk ekspertise til at omsætte idéerne til virkelighed.
”For at finde investorer var vi nødt til at have en sofistikeret forretningsplan og helst vise en første prototype af vores app. Men hvordan tiltrækker man det rigtige talent uden penge? Det var en ond cirkel, og som følge heraf var vi frygtelig langsomme.
Med den viden, jeg har i dag, ville jeg begynde meget tidligere og få råd om, hvordan man strukturerer en virksomhed, opbygge realistiske planer og tidslinjer og få en første fungerende app til at få brugernes input, så hurtigt som muligt. Vi havde også en masse forsøg og fejltagelser på den tekniske side, men mange af disse fejl var nødvendige for at finde en unik løsning. Så dem vil jeg ikke være foruden. Næste gang laver vi nye fejl og finder andre nye løsninger. Vi ønsker at producere flere apps omkring musikindlæring, så alle de erfaringer vi har gjort, er godt investeret,” fortæller Maia Wiest.
Samarbejdet som accelererede udviklingen
Sound Hub Denmark, som er verdens første internationale miljø for sound technology innovation og holder til i Struer, blev en vigtig medspiller i udviklingen af pianini-appen.
”På et event i Berlin mødte jeg en, der fortalte mig om SoundTech Accelerator programmet, som fandt sted i Struer. Vi ansøgte og blev valgt, som en af de 8 startupvirksomheder til Accelerator programmet. Da jeg kom til Danmark, gik det op for mig hvor værdifuldt dette var. Her var et meget venligt, understøttende og opmuntrende forretningsmiljø i Sound Hubben, blandet med særdeles dygtige mennesker både fra Sound Hub Denmark og Accelerace, som kunne rådgive på mange vigtige forretningsmæssige områder. Min søn og jeg flyttede derfor til Struer i næsten et år, hvor vi åbnede vores danske kontor i Sound Hub og bruger nu Danmark som testmarked for de nye tiltag.
Vort samarbejde med Sound Hub Denmark har været, og fortsætter med at være en kæmpe fordel for vores virksomhed. Både lokationen og menneskerne her, har hjulpet med at forbedre vores app og få den modnet til markedet. Vi har fundet en del af vores investorer her og en masse lydspecialister, lærere og stemmeskuespillere. Vi har deltaget i pitching events, hvor vi mødte flere Business Angels og har fået mange råd af eksperter. Generelt har vi oplevet en åben og hjælpsom tilgang og dørene har åbnet sig for os, så snart vi har nævnt vi kom fra Sound Hub Denmark,” fortæller Maia Wiest om samarbejdet.
Visioner og ønsker for fremtiden
Efter en spændende iværksætterrejse, hele vejen fra Shanghai til Struer, via Berlin, fortæller Maia Wiest afslutningsvist lidt om de næste skridt på vejen:
” Jeg tror, at vi har de største tekniske forhindringer bag os. Nu skal vi sikre os, at pianini-appen kan bruges intuitivt, og at selv de helt små kan finde rundt i appen. I vores tests har vi set, at børnene allerede fra 1. klasse virkelig nyder den og ved hvad de skal gøre. Desuden skal vi løbende tilføje nyt indhold for at sikre, at vores små brugere kan fortsætte med at spille pianini-spillene i måneder og år fremover.
De største udfordringer ligger nu på markedssiden. Vi har planer om at lancere appen i Tyskland og Kina inden for de næste 12 måneder. For at gøre det skal vi udvikle og gennemføre en konsekvent og overbevisende markedsføringsstrategi.
Planen for fremtiden er at skabe nye pædagogiske musikspil, til forskellige aldersgrupper og forskellige musikinstrumenter.
Jeg forestiller mig, at pianini skal være et værktøj for en dedikeret gruppe af mennesker, virksomheder og organisationer, med det mål at bringe musik til så mange mennesker som muligt, i alle aldre. Jeg er overbevist om, at musikundervisning, det at spille et instrument og at blive udsat for musik, hjælper mennesker generelt.”