I Lydens By er der fart på opbygningen af Sound Hub Denmark – et world-class inkubatormiljø, der skal tiltrække virksomheder, som arbejder med lyd. Den nationale spydspids er samarbejdet mellem en række virksomheder, uddannelsesmiljøer, fonde samt Struer Kommune. Målet er international genlyd.

Struer er i gang med at gøre sig bemærket – ikke bare på landkortet – men på verdenskortet som det eneste sted, hvor der findes en konstellation af kontorfaciliteter, unikke testfaciliteter og kvalificeret mentorhjælp. CEO i Sound Hub Denmark, Peter Petersen, lægger ud: ”Sound Hub Denmark er en satsning, som vil give Struer et stærkt internationalt snit. Vi oplever stor interesse fra udlandet og har en stor international kontaktflade. I 2016 kørte vi et acceleratorforløb, hvor der var 102 ansøgere, hvoraf de 98 var fra udlandet. Så vi sætter aftryk ude i verden.”

Sound Hub Denmark, Bizz Up Efterår 2018,

Det begyndte med B&O

Baggrunden for etablering af Sound Hub Denmark skal findes hos Bang & Olufsen, der i 2016 besluttede at flytte sine medarbejdere til Innovation Lab, som er virksomhedens nye innovationscenter. Denne manøvre resulterede i en henvendelse til Struer kommune i forhold til, hvordan man kunne udnytte de tomme bygninger, som blandt andet bestod af en udviklingsafdeling med en række interessante faciliteter omkring lyd. Peter Petersen siger: ”Struer kommune gik ind i projektet og var sammen med andre interessenter med til at etablere og løfte Sound Hub op på den store klinge.”

 

Og det spiller allerede

Sound Hub er i gang på flere fronter. Peter fortæller: ”Et stort opbygningsprojekt er startet og forventes færdigt først i det nye år. Parallelt med byggeriet har vi annonceret et acceleratorforløb i samarbejde med Accelerace i København, hvor der udvælges op til ti virksomheder, alle med et cv fra lydbranchen. De udvalgte virksomheder påbegynder et acceleratorforløb i januar 2019, hvor indholdet er rettet mod at skabe forretning inden for lydområdet.”

Udover partnerskabet med Accelerace kan nævnes partnerskabet med Aalborg Universitet, der bygger på et tæt samarbejde med studerende og forskere inden for lyd- og signalgivningsområdet.

Sound Hub Denmark, Bizz Up Efterår 2018,

Lyd er mere end musik

Når man siger lyd, siger de fleste ’musik’. Men Sound Hub er meget mere end det. Peter fortæller: ”Der oplagt at sige ’musik’ i forlængelse af Sound Hub, især fordi vi er tæt koblet til B&O og Harman, der laver billyd i nabobygningerne. Men musik – eller reproduktion af lyd – er én ting. Bagved det ligger indspilnings-, studie-, og koncertsiden af musik, hvor der er masser af teknologi inde over. Dernæst kan vi nævne høreapparater, ultralydsscannere, musikterapi og andre hjælpemidler, hvor lyd er en afgørende faktor. Fællesnævnerne er lydgengivelse, hvor Sound Hub bliver facilitator for en vifte af processer, der skal gøre virksomheder forretningsdygtige.”

Den danske lydklinge er en international styrkeposition, og den danske lydindustri er større end nogensinde. 400 virksomheder arbejder i dag med lyd, og branchen beskæftiger 26.000 medarbejdere. Udenom lydklyngen er en række specialiserede virksomheder, som leverer til branchen, og især i Lydens By er der et økosystem af virksomheder inden for mekanik, plast, design, prototyping mv., der kan understøtte virksomheder med placering i Sound Hub.

 

Plads til små og store

Sound Hub Denmark kommer i første omgang til at bestå af 3.000 kvadratmeter: ”I fase 1 bliver her plads til mindre virksomheder, som ønsker at bo i et dynamisk lydmiljø. Men også mellemstore og store virksomheder vil med de forskellige udbygninger få mulighed for at blive del af Sound Hub med et team eller en løsrevet gruppe, der kan placeres her permanent eller i kortere perioder. Stedet bliver altså til gavn for mange andre end blot start-ups,” slutter Peter Petersen.

Store partnere som B&O, Harman og Aalborg Universitet stiller desuden ressourcer til rådighed i forhold til mentorhjælp og support, sådan at det stærke nationale og internationale netværk af kompetencer udnyttes så optimalt som muligt i Lydens By.

 

FAKTA:

  • Partnere er Struer kommune, Bang og Olufsen, Harman, Færchfonden, Danish SoundNetwork, Birn Fonden, Dansk Lyd og Aalborg Universitet og Accelerace
  • Et acceleratorforløb er et program, hvor iværksættere, som i forvejen har styr på deres idé, udvikles og gennemgår et forløb, der gør dem klar til at vokse og skalere

 

Sound Hub Denmark er en ny international videns- og erhvervsklynge for lydudvikling lokaliseret i Struer, Danmark, som vil huse og tiltrække investorer, entreprenører, iværksættere, forskere og etablerede lyd- og akustikvirksomheder. Partnere i Sound Hub Denmark omfatter førende globale virksomheder i den internationale audio industri; Bang & Olufsen og Harman Lifestyle samt Aalborg Universitet og Danish Sound Network. Sound Hub Denmark tilbyder et innovativt udviklingsmiljø for lyd med verdensklasse måle og test faciliteter i et spændende virksomhedsfællesskab og med adgang til vidensinstitutioner og mentorer. Indenfor meget kort afstand er der herudover et bredt udbud af virksomheder med supplerende kompetencer. Vi vil skabe et fundament for innovation, vækst og jobs for virksomheder og personer, der ønsker at blive verdensklasse indenfor for deres specifikke område og hermed være i stand til at tiltrække nøgleinvestorer. Sound Hub Denmark er også åben for teams eller afdelinger fra eksisterende virksomheder, som ønsker at arbejde med lydinnovation og -udvikling, og som kan drage fordel af at være en del af dette miljø for lydinnovation, lyd-kompetencer og spirende talenter.