“Kære underleverandør. Vi er glade for at handle med dig, men har fremadrettet brug for at du sammen med dit produkt, dokumenterer dit CO2 aftryk og sætter mål for hvordan du vil reducere dit aftryk. Venlig hilsen din største kunde.”
“Breve med dette eller et lignende indhold er de seneste måneder dumpet ind hos mange virksomheder i Skive,” fortæller udviklingskonsulent Mikael Byskou Oddershede og fortsætter. “De store virksomheder skal fra 2023 sætte faste mål for deres CO2 udledninger og dokumentere dem i deres regnskab. Det får betydning for hele værdikæden, når virksomheder som Novo Nordisk, Lego, Siemens mfl. stiller krav til deres underleverandører. Derfor er det også forretningskritisk at vores virksomheder kommer i gang med at måle og dokumentere deres CO2 aftryk, hellere i dag end i morgen. Der er naturligvis forskel på hvor hurtigt forskellige brancher ruller det ud, men der er ingen tvivl om at den grønne bølge kommer nu. Allerede i dag mister lokale virksomheder ordrer fordi de ikke kan dokumentere deres klimaaftryk. Om få år vil det være svært, hvis ikke umuligt, at drive virksomhed uden at man samtidig dokumenterer sit klimaaftryk.”
Derfor sætter Business Skive sammen med Dansk Industri den 30. november fokus på bæredygtighed og klimaregnskaber på et fælles fyraftensmøde. Her vil Dansk Industri præsentere erfaringerne fra projektet Klima Klar SMV, og både DI og Business Skive vil være klar med konkrete hjælpemidler og programmer, der kan hjælpe virksomhederne med at tage næste skridt mod et klimaregnskab.
“Helt generelt så er Skives virksomheder rigtigt godt med når vi drøfter bæredygtighed”, fortæller Mikael Byskou Oddershede og fortsætter, “men hvis ikke virksomheden kan dokumentere deres arbejde med bæredygtighed, med tal og gerne uafhængig kontrol, så bliver man sat bagud i konkurrencen. Vores vigtigste opgave er at sikre stærke og konkurrencedygtige virksomheder i Skive, og der er ingen vej udenom at dokumentere klimaaftrykket, så vi håber at se mange til vores møde den 30. november.”