I Norden ligger vi på den lave ende, når det kommer til kønsfordelingen i entreprenørskab. With Purpose inviterer derfor kvinder i Norden til at ryste selvstændighedskulturen.

With Purpose er i rivende udvikling. Siden stifterne Ana Andonovska, Ella Rytsölä og Nermeen Ghoniem i starten af året offentliggjorde nyheden om det nye iværksætter-fællesskab, der arbejder for at skabe større kønsdiversitet i startup-scenen i Norden, har With Purpose allerede haft 25 kvinder gennem deres gratis incubator-forløb og er snart klar til at velkomme endnu flere den 17. oktober 2021.

Visionen bag With Purpose er, at det skal være nemmere at være kvindelig iværksætter, da både iværksættermiljøet og samfundet ellers går glip af idéer, talent og diversitet. Derfor inviteres kvinder i alle aldre bosat i Danmark, Norge, Sverige og Finland til at modne deres idéer og styrke deres innovationskompetencer, gennem de 6 uger som incubator-forløbet varer. Deltagerne får gennem forløbet rig mulighed for at sparre med innovationseksperter, erfarne iværksættere og rising stars i startup scenen.

Til det kommende incubator-forløb, byder With Purpose også velkommen til nye mentorer på holdet, Christopher Trunk-Black fra Picadon, Asger Trier Bing fra X-SOLAR SYSTEMS, Anna Ström fra EQT Group , Hannah Becher fra Pleo, Ksenia Kurileva fra Metta og Mikaela Larsell Ayesa fra Hackyourcloset.com, der alle deler troen på, at gode idéer kender ingen køn.

Udover With Purpose er én af de første, der har fokus på nyetablerede iværksætterkvinder i deres incubator-forløb, driver de også et fællesskab på de sociale medier, hvor erfarne og nyetablerede kvindelige entreprenører og intraprenører kan finde sparring og inspiration til at løse de udfordringer, man møder som iværksætter. Tilsammen har de over 1500 followers, blandt andet danske iværksætter talenter såsom Nima Tisdall fra Blue Lobster, Camilla Falkenberg fra Female Invest og Matilde Juul & Sally Gregersen fra Lulu Lab.