Sicilien. Sardinen. Bornholm … Det at være på en ø er noget ganske særligt. Den danske ø mod øst byder på masser af oplevelser for både krop og sjæl. Til maven, for øjnene. Til børnene og til kæresterne. Øen med flere øgenavne har nyt og gammelt – så hop ombord og kom østpå.
Tekst: Anne Bente Volf
Om du er én af dem, der har været der før eller ej, så er posen med oplevelser fyldt til randen, og der er kommet så mange flere til, siden vi alle gik i 8. klasse og var på den obligatoriske skoleudflugt til Bornholm.
Øen, der er kendt som både ”Solskinsøen” og ”Klippeøen”, er bestemt en tur værd, hvis man spørger Mai Kappenberger, som er en kendt hotelier, og som har tabt sit hjerte til Bornholm.
“Jeg er ikke én af dem, der besøgte øen som ung, men jeg har været der utallige gange i forbindelse med mit job og kokkekonkurrencen ”Sol over Gudhjem”, hvor jeg sidder i deres advisory board,” lyder det fra Mai.
“Bornholm er rå, smuk, ren natur, energi, nordisk kultur, danskhed, autentisk. Et lille øsamfund, som igen og igen formår at vise sit utrolig smukke ydre og indre frem og fylde os alle med lyst til at se, smage og opleve mere. Du får simpelthen det hele her,” lyder det.
Øen rundt
“Øen har gennem de seneste år fået flere og flere boutiquehoteller, gamle hoteller med nye ejere, der har renoveret med forskelligartede koncepter fra klassisk badehotel over gourmet til internationalt outdoor-koncept. Og de byder på virkeligt gode oplevelser, value for money, og selvfølgelig særligt uden for den traditionelle sommersæson. Flere steder på øen åbner efterhånden op i flere sæsoner, og enkelte satser på at have åbent hele året. Naturen er lige uden for døren med et varieret landskab, afhængigt af om man er nord, syd eller midt på øen. Trekking, klatring, surf, mountainbiking, havkajak og dyp i havet er tilgængeligt året rundt.”
Du vil også kunne lide denne…
Besøg Bornholm
“Vandrestøvlerne er uundværlige, hvis man besøger Bornholm. Kyststien, som går øen rundt på 120 kilometer, er et hit, en fantastisk oplevelse. Man hiver fire-fem dage ud og traver et stykke hver dag. Man kan vælge at blive kørt ud til dagens startpunkt og gå et valgfrit antal kilometer pr. dag, inden man hen under aften lader sig forkæle på hotellet med en god bornholmsk gin og tonic og en god middag, tilberedt af de bedste – bornholmske – råvarer, godt rød i kinderne og godt øm i stængerne.”
Natur og mad
“De lokale fortæller, at øens turisme de seneste år har udviklet og ændret sig. Det er sket i takt med verdens trend med outdoor- og naturrejser i eget land eller i nærmarkeder, godt pushet af Covid, og øen tiltrækker nu et nyt segment, nemlig dem, som elsker og værdsætter naturens rene oplevelser og udbuddet af de skønne, små autentiske steder, som byder på særlige madoplevelser, takeaway, mikrobryggerier og fødevareproducenter, hvor man kan handle, se, dufte og smage. Blandt andet elsker jeg personligt en tur i Ekkodalen, og her i vinterhalvåret har den lille café dér serveret en virkelig god kartoffelsuppe to go,” fortæller Mai og fortsætter;
“Det er jo muligt at flyve til øen med DAT. Nemt og meget behageligt. For mig, som har gjort det ofte, føles det efterhånden som at tage rutebilen. Det er så hyggeligt at se de samme smilende cabin crew, også selvom de ikke må servere kaffe i disse Covid-tider, og der er faktisk en del pendlere,” lyder det fra Mai. Hun anbefaler at leje en bil, hvis man skal være på øen mere end to-tre dage.
I 2021 finder den 12. udgave af kokkekonkurrencen ”Sol over Gudhjem” sted, og her er det ikke hvem som helst, der kan deltage og vinde. Det er Danmarks dygtigste kokke, og i år i marts blev der afholdt en ny talentkonkurrence, ”Rising Star”.
Dansk idyl
“Det er umuligt at opremse alt, hvad man bør opleve. Ofte er det også bare roen, der er attraktionen i sig selv,” siger Mai og opfordrer i øvrigt til at bruge receptionen eller værterne på de givne hoteller til at få det bedste tip tilpasset ens ønsker og behov.
“Jeg bor i København, men jeg elsker øen. Den gør noget ved en. Flere scener er som taget ud af et naturprogram, mens andre er taget ud af en Morten Korch-film.” “Når man sidder ved havnen i Gudhjem, mens man nyder en kop kaffe en morgenstund, kan man opleve det lokale kor bryde ud i morgensang – alt imens færgen lægger fra mod Christiansø … det er da ren idyl.”