Han er ikke ude på at sælge en vare, han ikke ejer. David BR Camacho er velbevidst om, at naturen er til låns – også selvom det er det bedste redskab, han har til at hjælpe dig til at finde roen.

Af journalist Anne Bente Volf

Natur, terapi. To ord, hvoraf vi ved, de fleste holder meget af det ene, hvorimod flere er skeptiske overfor ord nummer to. Men sammensætter man dem, finder man ind til den kerne, som manden med budskabet, David BR Camacho, gerne vil indvie os i.

“Naturen. Uanset hvad vi tumler med, så tænker mange af os, at det vil være godt at søge i skoven, mod havet eller bare ud i naturen og blive blæst igennem”, lyder det fra David BR Camacho.

“Og det er det også. Godt. Man mærker, at man slipper noget. Man får ny energi. En glæde. Uroen løsnes. Man står der foran Vesterhavet eller inde i den smukke danske skov. Man smiler. Det hele føles meget bedre nu.”

Men hvad så når man igen sætter fødderne på gulvet i stuen derhjemme? Er man så stadig forløst, eller kommer det hele tilbage? Uroen. Hovedpinen. Problemerne.

Tag det ind

“Mit budskab er, at man ikke bare skal tage det ind. Man skal tage det med sig. Bruge det. Lade det være det, det er. Livet. En cyklus. De fire årstider. Tingene skifter. I dag regner det, men i morgen skinner solen. Dagene kan begge noget – men måske hver for sig.”

“Det, der trykker, kærlighed, økonomi, job, børn – det skal bearbejdes, men måske skal man finde en måde at være i dét i stedet for altid at finde ind eller ud, forklarer David, som i mange år har arbejdet med dette og har udgivet flere bøger om at finde ind til roen i sig selv – ude i naturen.”

Livets cyklus

Hvad er så naturbaseret psykoterapi? Det er en retning, hvor man søger at danne og udvikle sin naturbevidsthed. Der tilstræbes at opdyrke en erkendelse af, at vi alle er en del af naturen. Derfor søger retningen at integrere forståelsen af den eksistentialistiske og transpersonelle psykoterapi såvel som den kropsorienterede psykoterapi og den systemiske psykoterapi.

Læs også

Der er meget på spil for dig som iværksætter

 

“Vi skal selv give livet mening. Og vi skal huske at følge med årstiderne. Sæsonerne. Cyklussen i livet. Det er en cirkel. Vi skal trække vejret i det, vi er i. Ikke vælge ting fra, fordi det ikke altid er det, vi drømte om. Ikke blive inde, fordi det regner. Vi skal arbejde med det, vi har. Det, vi er.”

VæredygtighedHEG, Human Education Group, Bizz Up Efterår 2020

David elsker naturen, men anser den bestemt ikke som værende nogen lykkepille.

“Jeg er ikke fan af piller. Dermed ikke sagt, at man ikke skal lytte til lægerne i vores meget prisværdige sundhedssystem. Men nogle ting kunne jeg tænke mig, vi forsøgte at arbejde anderledes med end at henvise til eksempelvis lykkepiller. I dag er 500.000 mennesker i Danmark på antidepressiv medicin. Det må vi kunne gøre bedre.”

“Der er så mange ting i dag, vi alle skal forholde os til. Nok for meget. Hvordan klarer vi det? Skal alting være et glansbillede? Behøver jeg at tjene alle de penge? Skal vi have det nyeste nye og to biler?”

“Vi skal ikke bare tænke bæredygtighed. Vi er nødt til at tænke væredygtighed. Vi skal være. Vi må være. Det er vi nødt til at lære. Vi kunne jo prøve at give lidt mere slip. Være i det. Lade tingene gro. En biodynamisk tanke. Sænke skuldrene lidt – uanset hvem vi er. Alt skal ikke i skema. Det behøver ikke altid at gå op.”

Den simple tilgang

Mentor. Terapeut. Hypnoseinstruktør. Forfatter. Formidler. Titlerne er mange på Davids visitkort, og ønsket er stort.

“Hvis vi bare alle sammen kunne se den mere simple tilgang til livet. Kigge på egne skygger. Stresse mindre. Kigge mere på værdierne. Dét at stå stærkt i sig selv – at kunne nulstille sig selv og tage ind er kæmpe værdier.”

David er en del af Human Education Group i Åbyhøj ved Aarhus, som er et privat kursus- og uddannelsessted.

“Vi tilbyder kurser og uddannelser, og vores mission er at forene psykoterapi med transpersonel psykologi og spirituel fordybelse med særlig vægt på at forene krop, sind og ånd.”

Her er alle velkomne – uanset hvilke tanker, udfordringer og behov man har, lyder opfordringen.

Læs mere på www.heg.dk.