Camilla Lærkesen er foredragsholder og freelanceretoriker Camilla underviser for og om introverte i at netværke efter sin type.

Da jeg var ung, lå det absolut ikke i kortene, at jeg en dag skulle leve af at holde foredrag og undervise i at netværke. Jeg har altid været enormt stille og genert, og når jeg tager en personlighedstest slår jeg ud på mere end 90 procent introvert. Jeg var pigen i klassen, der altid fik at vide, at jeg skulle sige noget mere i timerne. Jeg skulle række hånden mere op. Jeg skulle tale højere. Jeg har aldrig været festens midtpunkt, og jeg har heller aldrig ønsket mig det.

Ingen “social-butterfly”

Jeg har aldrig oplevet mig selv som social på den “rigtige” netværksmåde. Jeg er ikke nogen social butterfly. Jeg droppede faktisk ud af gymnasiet, fordi jeg havde så svært ved at komme ind på livet af de andre – og lade dem komme ind på livet af mig. Og også ud af to videregående uddannelser efter det.

Det var først, da jeg som 21-årig faldt over begrebet “introvert” i et livsstilsmagasin, at rigtig mange brikker faldt på plads for mig. Jeg følte mig fuldstændig nøgen og gennemskuet, da jeg læste den. Det var jo mig, der blev beskrevet! Hende der sneg sig ud af bagdøren til festerne før midnat uden at sige farvel, hende der hellere ville skrive romaner fredag aften i nattøj med en skål bland-selv-slik end at være i byen med de andre.

Man kan ikke skifte sin personlighed ud

Jeg var lige startet på en coachuddannelse for unge, fordi jeg havde besluttet mig for, at nu måtte det være slut med at være hende den stille pige, hvis jeg ville frem i denne verden. Her lærte vi om forskellige personlighedstyper, og jeg fandt ud af, at man kan udvikle sig meget, men man kan ikke skifte sin grundlæggende personlighed ud. Heldigvis, tænker jeg i dag.

Et halvt år senere tog jeg til julefrokost på retorikstudiet på Københavns Universitet. Jeg havde fundet nogle søde studieveninder, og jeg var helt høj over, at dette tredje studie lod til at være lykkens gang. Da vi ankom til julefrokosten, blev vi bedt om at trække en seddel op af en hat. Der var bordplan ved lodtrækning, og jeg var lige ved at stikke af, da mine veninder trak det samme bord, og jeg ikke gjorde.

Du vil også kunne lide…

Netværkeren: Jeg netværker på mange måder

Den oplevelse fik mig til at skrive en kronik til Universitetsavisen om at være introvert i en introperiode og på en rustur, hvor man hele tiden får at vide, at de relationer, man skaber, bliver afgørende for fremtiden. Allerede før undervisningen overhovedet var begyndt, fik vi at vide, at vi skulle dyrke vores netværk.

Hvordan? Tænkte jeg. Vi havde jo ikke lært noget endnu. Hvad skulle jeg bidrage med? Og når jeg tog på kurser i min fagforening, så stod der som regel en ekstrovert type og fortalte, at det der med networking, det handlede egentlig bare om at komme i gang og ud over rampen. Just do it!

Kronikken gik viralt. Den blev læst af 140.000 mennesker henover en weekend, og jeg blev inviteret i radioen og på live tv for at fortælle mere. Det blev starten på en hel karriere med én mission: At genskabe begrebet introvert som noget positivt – både ude på skoler, på arbejdspladser, i rekruttering, i networking – men mest af alt hos de introverte selv.

Jeg ser alt for mange, der som jeg har kæmpet med at passe ind på nogle ekstroverte præmisser, hvor vi ikke er den bedste udgave af os selv.

Det er præcis det samme inden for netværk. Hvis introverte tror, at de skal ud at trykke hænder, smalltalke og kaste om sig med visitkort uden at have den fjerneste lyst til det – så skal de lade være med det. Der findes mange forskellige måder at netværke meningsfuldt på.

Netværk kun hvis du har lyst

I dag har jeg udviklet mine egne netværksdogmer: først og fremmest at du kun skal netværke, hvis du har lyst og ved hvorfor. Jeg oplever, at rigtig mange netværker, fordi vi har hørt, at vi skal.

Du har garanteret hørt det her tal: 80 procent af alle stillinger bliver besat gennem netværk! Det lyder jo nærmest som en trussel. Men da jeg spugte Christian Wallstrøm, der er ph.d. og lektor inden for netværksanalyse og organisatoriske netværk, fortalte han, at det har aldrig været 80 procent. Det er en myte.

For mig er det kun meningsfuldt at netværke, hvis man har lysten og en god grund til at gøre det. Og den grund skal række udover, at man mangler et job. Det handler meget mere om, hvordan man kan gøre verden til et bedre sted. Det er ikke så højtragende, som det lyder: Hvis du er knalddygtig til dit arbejde, så bliver verden et bedre sted, når du får lov at bidrage på en arbejdsplads. Find ud af, hvad det er, du kan byde ind med, og giv det liv ude i verden.

Forestil dig, at vi allesammen sidder med en stor håndfuld puslespilsbrikker. De brikker er dine erfaringer, din viden, dine relationer, dine interesser osv. Vi sidder allesammen med brikker til det samme store puslespil. Networking er kunsten at få lagt puslespillet i fællesskab. Den, der har et tomt værelse, skal finde en sød lejer. Den ledige skal finde den virksomhed, vedkommende passer sammen med. Freelancere og konsulenter skal sættes sammen med dem, der har brug for ydelserne.

Den gode netværker

Den gode netværker formår at vide, hvilke brikker man selv har på hånden, har et overblik over hvilke brikker andre har på hånden og husker at sige det, når de får øje på andre mennesker, hvis brikker passer sammen. Det handler altså ikke om at komme af med sine egne brikker eller rage de andres til sig – det handler om at lægge puslespillet i fællesskab.

Min egen største læring inden for netværk har været, at jeg har noget vigtigt at bidrage med, og hvis jeg ikke åbner munden og byder ind, så går andre glip af det. Det kan godt lyde lidt arrogant i sådan et jantelovsland, men jeg tror, vi allesammen har hørt eller læst noget, der forandrede os eller fik os på sporet af noget, der blev afgørende. Og om ikke andet så er vi nødt til at turde vise, hvilke brikker vi sidder med, så andre kan se, om de passer sammen med deres. Derfor er vi nødt til at sætte os selv i spil og dele ud af os selv.

Mit bedste netværksråd

Mit bedste netværksråd er at anerkende andre, når de gør det godt. Det er nemlig også med til at gøre verden til et bedre sted. Hvis jeg ikke havde fået så overvældende positiv respons på min kronik dengang, så havde det bare været en spændende oplevelse.

Men fordi så mange mennesker bød ind og fortalte, hvor meget de kunne genkende sig selv i mig, og hvor meget det betød, at det her kom på dagsordenen, så blev jeg ved. I dag lever jeg af det. Hvis jeg ikke havde fået god feedback på mine foredrag, så var jeg holdt op med at lave dem. For jeg var skrækslagen hver gang jeg gik på scenen i begyndelsen.

Jeg gjorde det kun, fordi jeg vidste, at det gjorde en forskel. Derfor er det så vigtigt at fortælle andre, når de har gjort en forskel. Uanset om du kender dem eller ej.

Når jeg fortæller folk, at de skal finde ud af, hvad de vil byde ind med i verden, når de netværker, så er der mange, der ikke ved det. Der er mange, der ikke lige kan svare på, hvad de kan tilbyde, hvad de er gode til, hvad de brænder for. Hvis vi blev bedre til at fortælle hinanden, hvad vi ser i hinanden, så tror jeg, at det vil have den positive effekt, at vi får øje på vores eget potentiale, og at det vil give os lyst til at sætte det meget mere i spil.

En besked der ændrede mit liv

Min egen favoritnetværkshistorie er sådan en. En lille, anerkendende netværksbesked, der ændrede mit liv. Jeg er vokset op i Dragør og siden flyttet til Hellerup. Da en lokal initiativtager i Dragør startede en onlineavis, skrev jeg tak til ham og sagde, at det havde jeg ønsket mig i årevis, og at hvis der var noget, jeg kunne gøre for at få det i gang, så måtte han sige til. Han manglede tilfældigvis en freelancejournalist, der kendte byen og menneskerne, så jeg endte med at få et job.

Jeg foreslog ham en portrætserie inspireret af Humans of New York, fordi jeg brænder for at fortælle almindelige menneskers historier. Jeg tror, alle har en historie i sig, der er værd at få ud. Han sagde, at ideen var god, men at den var mere nice to have end need to have, så der var ikke budget til den. Men jeg troede så meget på konceptet, at jeg lavede den alligevel og forærede ham artiklerne.

I dag er det en del af mine betalte freelanceopgaver at lave et ugentligt portræt. En af de første, jeg interviewede til serien, var den lokale ungdomsskoleleder. Det viste jeg ret hurtigt, at han kunne skaffe mig gode historier, kilder og billeder til artikler, som jeg kunne sælge til avisen. Min gratis portrætserie havde lynhurtigt tjent sig ind igen gennem det møde. Jeg talte også meget tit med med ungdomsskolens naturvejleder, som stod for ungdomsskoleprogrammet. Der gik ikke ret lang tid, før vi faldt pladask for hinanden, og nu har vi været kærester i knap et år.

Netværk skaber ringe i vandet

Man skulle tro, at historien var slut her, men denne her netværkshistorie kastede endnu mere af sig, for jeg endte faktisk med at blive tilbudt et job som redaktør på avisen OG som underviser på ungdomsskolen. Altsammen fordi jeg lagde mærke til et lille nyt onlinemedie i mit facebookfeed, tog mig tid til at sende en hilsen og lagde mig i selen for at gøre et godt stykke arbejde på min vej. Det er det fede ved netværk. Det skaber ringe i vandet.

Når jeg ser tilbage har jeg altid haft en stort netværk, fordi jeg var meget ambitiøs og aktiv fagligt. Jeg fik mit første job som 13-årig på det lokale bibliotek, jeg var i erhvervspraktik to gange i folkeskolen inde i København og måtte læse op ved siden af, hvad de andre lavede den uge, jeg var væk ekstra.

Jeg kan rigtig godt lide at skabe relationer gennem konkrete projekter fremfor diffuse kaffemøder uden agenda. Dem tager jeg også gerne, men man skal ikke være bange for at kræve noget af relationen, synes jeg. Der er det her fine citat om netværk, der lyder, at man skal give først og spørge bagefter. Jeg synes godt, man må spørge først.

Jeg ser tit på mine kurser, at folk ikke tør bede om noget, fordi de ikke er skarpe på, hvad de kan give tilbage. Og så ender vi i en ond spiral, hvor ingen tør sige, hvad de har brug for, samtidig med at ingen ved, hvor de kan give først, fordi ingen tør sige, hvad de har brug for.

Netværk foregår ikke som en direkte byttehandel, hvor vi skal give og tage én til én. Skal jeg så finde dem, der har brug for min hjælp, før jeg kan spørge om deres? Det er for omstændigt. Det går op i det store regnskab en dag, hvis vi bare sørger for have øjnene på vores puslespilsbrikker og netværke bevidst.

Faktaboks

• Nadja Joensen er stifter af onlinemagasinet, Netværkeren
• Han arbejder i øjeblikket på udvikling af en engelsk udgave af Netværkeren
• Hun driver desuden kvindenetværket, Boss Lady Aalborg, hvor der er over 1200 kvindelige medlemmer
• Se magasinerne på https://www.netvaerkeren.dk/magasinet