Nadja Joensen står bag denne nye digitale magasinlinje, og har i forvejen udgivet magasinet, Netværkeren, i over to år. Nadja er uddannet indenfor salg, markedsføring og kommunikation, med en masse salgserfaring.

Mine uddannelser består af handelsskolen efterfulgt af handelspraktik, markedsføringsøkonom og kommunikation. Undervejs har jeg arbejdet i diverse stillinger som salgsassistent, promoter, freelancer, handelspraktikant, kommunikationsmedarbejder, marketingmedarbejder, konsulent mv.

Jeg har, udover det ovenstående, løbende taget forskellige kurser. Bl.a. NLP-coaching, PRINCE2 og frivillig ledelse gennem Rotary.

Nadja Joensen, netværkeren, Bizz UpEn blanding af uddannelse, erfaring, frivilligt arbejde og kreativitet

Min karrierevej er en blanding af uddannelse, erfaring, frivilligt arbejde og kreativitet.

Som nævnt er mine uddannelser indenfor salg, markedsføring og kommunikation. Jeg har, siden jeg var 15 år, altid haft en deltidsstilling ved siden af uddannelse. Da jeg var under uddannelse på handelsskolen, arbejdede jeg som salgsassistent. Da jeg var færdig med min handelsuddannelse, og uddannet salgsassistent, blev jeg afdelingsleder i en skobutik på Færøerne. Derefter tog jeg en markedsføringsøkonomuddannelse, hvor jeg ved siden af arbejdede som L’O´realkonsulent, samt salgsassistent i en modebutik med kendte brands.

Da jeg flyttede til Aalborg for at læse kommunikation, arbejdede jeg som Samsungkonsulent ved siden af.

Frivilligt arbejde

Det var også da jeg var flyttet til Aalborg, at jeg begyndte at medvirke i en del frivillige projekter, fordi der netop var mange spændende projekter der. Først som kampagnemedlem, dernæst som planlægger til asylbesøg hos børn, siden som netværksfacilitator.

Da kvindenetværket, Ladies First, ikke skulle være i Aalborg længere, var jeg med til at starte et helt nyt kvindenetværk op, som vi brandede som Boss Lady. Her designede jeg logoet, og var med til at designe konceptet, planlægge og facilitere arrangementer, finde oplægsholdere, lokationer til arrangementer og sponsorer mv. Den netværksgruppe har vokset sig til mere end det dobbelte på blot to år, og findes endnu.

Egne projekter

Min fritid bliver også brugt på at producere og udgive digitale magasiner, networking og samarbejdsaftaler i den forbindelse.

Min karrierevej er snoet. Snoet, fordi jeg ikke har fulgt en bestemt uddannelseslinje eller branche, men rettere prøvet at være i flere forskellige stillinger og brancher undervejs. Jeg vidste eksempelvis ikke at jeg ville komme til at tage en videreuddannelse efter handelsskolen.

Valg af uddannelsesretning

Hvis jeg tænker tilbage på da jeg var helt ung og blev spurgt til hvilket job jeg ønskede mig i fremtiden, så var det et enormt svært valg for mig. Og jeg endte med at vælge handel, da jeg kendte mange der havde taget den vej, og tænkte at den også ville være interessant for mig at arbejde med det de arbejdede med.

Til at starte med, under min uddannelse indenfor salg, forestillede jeg mig at jeg skulle arbejde i forretning, og senere være butiksleder eller starte min egen forretning. Det var også meget synligt i mine skoleprojekter, både i folkeskolen og på handelsskolen, at jeg var meget kreativ og nytænkende, da jeg altid fandt på noget helt nyt der skulle startes.

Siden har jeg fulgt med i hvad der sker indenfor det jeg kan, og grebet de muligheder der har budt sig. Jo ældre man bliver, jo mere niche bliver man. Man er ikke længere i så stor konkurrence med andre med samme uddannelse og erfaring, fordi ingen er ens. Det handler om hvad man kan og interesserer sig for, samt personlighed. En kombination der aldrig vil kunne være ens for nogen som helst.

Hvis jeg kigger tilbage i tid, ville jeg ønske at jeg kunne give mit unge jeg lidt hjælp på vejen. Lidt hjælp til valg og hvorfor man kan vælge den ene eller den anden vej. Men det håber jeg disse magasiner vil inspirere andre til i fremtiden. Der er nemlig mange karriereveje at tage, og der er egentlig ingen opskrift. Og grunden til at jeg har valgt at skabe denne magasinlinje, er bl.a. fordi jeg selv synes at det er inspirerende at høre andres historier – om hvordan de har valgt og hvorfor.

Kreativ så længe jeg husker

Jeg brugte meget tid på at finde på kreative ting som lille – meget lille. Jeg tegnede en del, fra jeg kunne bruge en blyant/ tus. Jeg tegnede karikaturer af folk jeg kendte, dernæst tegneserier, lavede historier af dem, malede på lærreder og tegnede dernæst portrætter ud fra billeder. Alt var selvlært.

Min far er selvstændig, og har både tegnet og bygget huse. Min mor var også kreativ med syning og tegning. Så jeg har set meget inspiration i mine forældre lave rigtig meget.

Jeg tegnede ved min fars tegnebord. Brugte hans gennemsigtige papir for at tegne mine tegneseriefigurer i forskellige situationer og med forskellige ansigter. Det skulle jo være ordenligt og give mening.

Jeg tænker at jeg godt kunne have taget en endnu mere kreativ vej i mine uddannelsesveje. Men jeg valgte markedsføring, da jeg i forvejen havde min salgsuddannelse, og kunne dermed bygge ovenpå den med lidt kreativ markedsføring. Man har altid kunnet se at jeg var kreativ under mine uddannelser, da jeg ved de fleste eksamener medbragte et eller andet kreativt jeg havde lavet, som illustration der skulle komplimentere min præsentation. Det samme med mine jobs – der har jeg altid været glad for at bringe nye idéer til bordet, når det gav mening.

Efter endt uddannelse: freelance til fast arbejde

Da jeg ikke fik et job efter endt uddannelse, stiftede jeg mit CVR-nummer, og udførte fotografopgaver til private og erhverv – som familie- og bryllupsfotograf og erhvervsfotograf med portræt- og produktbilleder. Ligeså stille udvidede jeg min produktportefølje med grafiske opgaver, og begyndte at producere marketingmateriale til virksomheder.

Efter nogle år blev jeg ansat som konsulent i Norlys. Jeg kom ind i en ny branche – energi. Det var en spændende og udviklende stilling, og jeg har arbejdet med energi og B2B i næsten tre år. I dag arbejder jeg stadig i Norlys, og skiftet internt i virksomheden til arbejde med infrastrukturen, og arbejder bl.a. med samarbejde. Det er enormt spændende for mig at arbejde i en så stor virksomhed i så stor udvikling og vækst, og det er jeg glad for at være en del af.

Fortæl om det du brænder for

Jeg har ikke nogen specifikke rollemodeller. Men jeg bliver inspireret af andre der brænder for noget. De, der brænder for noget, og fortæller om lige netop det de brænder for, har en enormt inspirerende energi. Den energi giver mig energi. Når man hører andres historier, uanset hvad de handler om, hvilken branche de er fra, eller noget man intet kender til selv, så kan man lære noget af det.

Man kan hvad man vil

Da jeg gik i folkeskole forudså min folkeskolelærer at jeg ville blive journalist, fordi jeg var god til diktat og skriftligt dansk. Jeg fik altid højeste karakter i dansk skriftligt og var meget fantasifuld i mine skriverier.

Jeg gik slet ikke den journalistiske vej, men er i dag har jeg to digitale magasiner, som jeg producerer og udgiver selv til over 700 abonnenter.

Det, der kendetegner mig, er at jeg er en kreativ og innovativ person. Jeg kan få kreative idéer og igangsætte dem ret hurtigt. Det værste der kunne ske for mig er at tænke, ”Hvad nu hvis?”, om noget jeg godt kunne have afprøvet. Derfor er det altid min anbefaling til andre. Følg din drøm. Gør det du kan, i stedet for at tænke, ”Hvad nu hvis?”. Det værste der kunne ske, med eksempelvis mine magasiner, ville jo være at ingen ville læse dem – Men så havde jeg prøvet. Det kostede kun min tid. Så jeg er glad for at jeg igangsatte mine magasiner, fordi nu behøver jeg ikke tænke, Hvad nu hvis jeg havde designet et magasin og udgivet det?”. Derfor vil jeg til hver en tid anbefale andre at prøve deres idé af, især hvis de kan gøre det blot ved at bruge tid.