Nanna har arbejdet benhårdt på en karriere samtidigt med at have 100% fokus som mor.

Jeg hedder Nanna. Jeg er 46 år gammel og mor til tre børn – Rebecca på 19 år, Theodor på 15 og Rachel på 9 år. Frem for alt andet, er jeg mor og kvinde. Jeg har fundet ro i kærlighedslivet sent, da jeg mødte min mand og mine to store bonusbørn for fem år siden. Mit stjernetegn er krebs, og mit centrum er familie og hjem. Når det så er sagt, har jeg læst og studeret meget, og jeg har haft et arbejdsliv, som, i hvert fald udefra, ser karriereorienteret ud. Se indefra, har uddannelse og job været det, som faldt mig let, mens jeg har kæmpet med stabilitet – især i parforhold.

Chefjobs, strategi og kommunikation

I dag er jeg chef for Kommunikation og Rådgivning i Odense Kommunes Børn- og Ungeforvaltning. Vi er et lille team, som arbejder med at kvalificere og rådgive inden for pressesager, intern og ekstern organisationskommunikation og ledelseskommunikation. Jeg har været i den stilling siden 1. april 2021.

Før det, kom jeg fra en stilling som chef for Kommunikation og Boligstrategi i Civica – den største almene boligorganisation vest for Valby. Udover at lede et sekretariat og en kommunikationsafdeling, havde jeg ansvar for et stort byudviklings- og infrastrukturprojekt i Vollsmose, i samarbejde med Odense Kommune og en anden stor boligorganisation.

Mit virkeområde var virkelig bredt, og jeg var i den grad engageret i Vollsmoses udvikling. Netop Vollsmoses udvikling, både socialt, erhvervsmæssigt og byudviklingsmæssigt, har været et omdrejningspunkt for mit arbejde, siden 2011.

Først blev jeg ansat som projektleder ved Borgmesterforvaltningen i Odense Kommune, siden som afdelingsleder og chef i Vollsmose Sekretariatet, og endeligt fik jeg den omtalte stilling i Civica.

Udvikling af Vollsmose-bydelen er en langsigtet og kompleks opgave, og den har heller ikke altid medvind, så mine mange år på opgaven har givet mig betydelig erfaring med samarbejde mellem mange typer organisationer, herunder kommune, boligorganisationer, politi, foreninger og erhvervsliv. Jeg har siddet med strategisk planlægning, politiske sager, bygge- og anlægsprojekter, og sociale indsatser samt presse- og krisehåndtering.

Jeg har aldrig været en frontfigur og befinder mig rigtig fint i en rolle som embedsperson, strategisk rådgiver og leder. Netop de elementer, fik mig til at søge mit nuværende job.

Inden jeg startede mit 10-årige engagement i Vollsmose, var jeg selvstændig foredragsholder og konsulent i et par år. Inden da var jeg i landsforeningen Ungdomsringen, som leder for kompetenceudvikling og kurser.

Første job som uddannet

Mit første job som uddannet var i Ungdomsringen som international konsulent, og det er en lidt sjov historie. Fra 1996 læste jeg samtidshistorie – altså nyere tids historie på Syddansk Universitet i Odense. Mens jeg læste, arbejdede jeg på deltid i en kommunal ungdomsklub. På et tidspunkt fik jeg øje på at Ungdomsringen, som er en slags interesseorganisation for landets fritids- og ungdomsklubber, søgte en ungdomsleder til et udviklingsprojekt i Guatemala gennem Danida. Jeg tog chancen, søgte, og fik muligheden. Inden projektet i Guatemala, fik jeg og andre unge, som skulle bidrage inden for samme udviklingsprogram, en solid uddannelse i dansk udviklingsbistand, interkulturel forståelse, organisationsudvikling og en række andre konkrete skills. Efter et års arbejde med organisationsudvikling i Guatemala, vidste jeg hvad jeg ville læse som min overbygning. Jeg ville læse organisationskultur, og forstå en masse om, hvordan og hvorfor organisationer udvikler sig, som de gør, og hvordan mennesker i organisationer kan lede forandringer.

Jeg kom ind på Kulturstudier på universitet i Odense. Vi var kun fem studerende, der havde valgt organisationskultur som retning, og der blev ikke fag nok til os. Heldigvis fandt vi sammen og fik i fællesskab lov til at stykke en cand.mag. sammen af organisationsfag fra statskundskab, oecon, negot, virksomhedskommunikation og kulturstudier. På finurlig vis, blev jeg færdig som cand.mag i organisationskultur, i sommeren 2003. Da var jeg blevet mor til Rebecca. Jeg ammede og trillede med barnevognen, mens jeg skrev speciale. Jeg arbejdede også stadig i ungdomsklub, men havde også ansvar for et integrationsprojekt og et udvekslingsprojekt med Guatemala.

Alle de opgaver jeg havde lavet på mit studie, havde jeg lavet for organisationer – enten kommuner, Ungdomsringen eller Dansk Ungdoms Fællesråd, og bedst som jeg en dag trillede med barnevogn, blev jeg ringet op af generalsekretæren fra Ungdomsringen, som tilbød mig job som international konsulent.

Da Rebecca var otte måneder gammel, gik faren på barsel, og jeg startede som konsulent med rejseopgaver til både Norden, Balkan og det store Europa. Jeg kan fortælle, at det er hård kost at rejse meget, mens man stadig ammer. Men begge dele lod sig gøre.

Der gik ikke længe, inden jeg fik tilbudt min første lederstilling. Jeg blev leder for kompetenceudvikling og kurser i Ungdomsringen og fik opgaver med alt, hvad der handlede om strategisk udvikling og organisationsudvikling i Ungdomsringen. Jeg var der i knap 7 år.

Hvad drømte jeg om – og hvad forventede jeg

Som barn fik jeg altid at vide af mine forældre, at jeg kunne blive politiker eller journalist. Selv drømte jeg om at blive skuespiller, eller at sejle jorden rundt med Troels Kløvedal. Jeg havde svært ved at sidde stille i skolen, og det var først på efterskolen, jeg havde en oplevelse af at have fat i den gode ende.

Jeg droppede ud af gymnasiet efter 1. g., og var forvirret i livet. Det hjalp at komme væk hjemmefra, og som knap 18-årig flyttede jeg i kollektiv i Odense, med venner. Man kunne nu tro, at det ville gå op i ballade, men jeg gennemførte HF med årets højeste karaktergennemsnit, og fik et legat. Jeg var mega forbløffet, fordi alle sagde, jeg havde et godt hoved. Min historielærer sagde, at jeg helt sikkert skulle gå på universitetet. Det havde ingen i min familie gjort, og jeg anede faktisk ikke, hvad man skulle der. Forvirret igen. Jeg arbejdede et år i England. Derfra søgte jeg ind på historie, som min lærer havde sagt. Jeg ville egentlig læse statskundskab, men det fandtes ikke i Odense på daværende tidspunkt, og det var vigtigt for mig med min base i Odense. Jeg kom ind på historie.

Universitetet var vildt. Jeg elskede det, og fangede hurtigt studielivet. Da jeg stadig havde svært ved at sidde stille, arbejdede jeg imens, og det var meget meningsfuldt for mig at arbejde i ungdomsklub i Vollsmose, og give mit fulde nærvær til de skønne unge mennesker der, når jeg ikke sad med snuden i bøgerne eller i en af de intellektuelle studiegrupper. Jeg tænkte ikke over, hvad jeg skulle være. Mens jeg læste historie, var jeg fascineret af, at kun nogle ganske få bliver historikere, der lever af at forske og skrive historie. Og jeg var vild med nyere politisk historie om magtbalancer og de store udviklingstræk. Da jeg læste organisationskultur, beskæftigede jeg mig meget med god og virkningsfuld ledelse, og hvordan mennesker gør de ting, som er meningsfulde for dem. Ingen i min familie havde en akademisk uddannelse, og jeg vidste faktisk ikke, hvad jeg kunne forvente.

Min karrierevej – snoet og alligevel ikke

Min karrierevej har været snoet – og så alligevel ikke. Jeg har ikke planlagt en karrierevej. Mulighederne er dukket op hen ad vejen, og der har hele tiden vist sig nye muligheder. Fællesnævneren for de forskellige jobs, jeg har haft, er ledelse, ansvar og strategi. Jeg er leder og blev det tidligt, og jeg har arbejdet med ledelsesudvikling og ledelseskommunikation. Jeg arbejdet med strategi, udvikling og kommunikation, jeg har været med til at sætte retning, og jeg har altid holdt af at have indflydelse uden at have en plads i rampelyset.

Den karrierevej, jeg har gået, har båret præg af, at mine resultater og mit netværk, har åbnet den næste dør for mig. På en måde har mulighederne været der, og jeg har hele tiden været på vej. Ikke stået stille på noget tidspunkt. Hverken jobmæssigt eller i udvikling af mine vidensområder, kompetencer og ledelsesopgaver.

En lige karrierevej forbinder jeg med, at man uddanner sig til noget, får job inden for det og arbejder sig frem til bestemte opgavetyper eller en bestemt position. Min vej har, på ingen måde, været sådan. Den har udviklet sig.

Et blik bagud – og en refleksion

Med et tilbageblik føler jeg mig heldig over mine job- og karrieremuligheder. Selvom jeg har lagt mange time,r og rigtigt meget engagement der, så er det mine børn og mit hjem og familieliv, som har spillet den største rolle for mig. Som menneske, har jeg udviklet mig meget – jeg har haft en omfattende personlig udviklingsrejse. Privat har parforhold været kaotiske for mig, og jeg været alene med først to og siden tre børn. Børnene har boet hos mig fuld tid, og jeg har haft den målsætning, at de ikke skulle mangle noget. Hvis jeg overhovedet havde kræfter til det, skulle de have den fulde opmærksomhed på både skole- og fritidsaktiviteter og gode hjemlige rammer og traditioner.

I dag ville jeg ikke have gjort noget anderledes. Det vildeste jeg har gjort undervejs, var at leve små to år, som selvstændig konsulent, og foredragsholder. Det lykkedes, og jeg tjente pengene hjem, men det var ikke mig. Og det handlede jeg på. Jeg har ikke en sælger eller en regnskabsperson i mig, så jeg skulle ikke drive virksomhed. Jeg har brug for at arbejde for noget, der er større end min megen for retning. Det er et kæmpe drive for mig, at arbejde op imod politikker, strategier og mål. Og det skal helst handle om noget, der gør en forskel i vores samfund og vores velfærd.

Jeg er mor og bonusmor til i alt fire unge mennesker mellem 15 og 26 år – og så én der en lidt yngre på ni år. Når jeg ser på dem, så ønsker jeg for dem, at de tager en uddannelse, de er oprigtigt interesserede i, at de tager tingene i deres tempo, og at de gør sig mega umage, med at få bragt deres potentialer i spil.

Når jeg ser på mig selv, her midt i fyrrerne, så er jeg så glad og tilfreds med mit arbejdsliv, og jeg har fortsat meget mod på at udvikle mig og mit arbejdsliv. Så jeg også kan fortsætte med at bringe mine potentialer i spil.

 

Mine bedste råd

Engager dig i din uddannelse og engager din uddannelse i noget virkeligt

Jeg tænker, at det har båret frugt for mig at være engageret i min uddannelse. Både da jeg læste historie og organisationskultur, og siden hen, da jeg har læst på Master i Globalisering og Integration samt Master i Offentlig Ledelse. Det giver et drive og gode resultater, når man fordyber sig. Samtidig har jeg sørget for, at mange af mine opgaver på universitetet, blev løst for, eller i samarbejde med en organisation. Særligt hvis man læser et af de mange humanistiske fag, tror jeg det er sindssygt vigtigt, at få fagligheden testet i praksis, mens man læser, så man ikke kommer ud i den virkelige verden med et stort teori-hoved. Man kan selv gøre meget for, at ens uddannelsespapir bliver et aktiv, og at man får et godt netværk allerede under studiet.

Se ud og lad dig inspirere

Jeg har fået virkelig meget ud af bevidst at søge inspiration rent fagligt og særligt ledelsesmæssigt. I mit arbejdsliv har jeg opsøgt de topledere, jeg har fundet dygtige og inspirerende, og jeg har luret på netop deres adfærd og færdigheder og ikke været bleg for at tage indtrykkene til mig. Jeg har også helt bevidst søgt sparring og feedback fra både chefer og mine medarbejdere, og jeg holder aldrig op med at reflektere over, hvordan jeg kan træne mig selv bedre og spille dem omkring mig bedre. Udvikling og dygtighed er et hverdagsmål for mig. Derfor har jeg også i lange periode haft en faglig og personlig mentor, ligesom jeg har oplevet stor værdi i professionelle netværk. Jeg har også uddannet mig undervejs.

Vær jordnær, ligetil og konkret

Mange fagligt dygtige mennesker, kan have lyst til at sikre detaljen, og få det hele med. Nogle gange bliver man helt opslugt af fagligheden eller opgaven. Min er faring er dog, at det ofte er overblikket og forståelsen for hvad andre (samarbejdspartnere, kolleger og så videre), har brug for, helt konkret, der er mest værdifuldt. Der er simpelthen brug for, at vi er konkrete, og kan komme til handling. Vi lever i en tid, hvor der er uendeligt mange muligheder for fortolkning og forhandling, men vi har brug for at skabe nogle håndgribelige resultater. Derfor skal man ikke være bange for at sætte fra land. Just do it! Sæt i gang. Sig ting lige ud. Prøv en god idé af. Saml op, hvis der er begået en fejl. Skær ind til benet. Reducer kompleksitet. Det er noget af de elementer, der for mig har virket i forhold til at sætte min humanistiske uddannelse i spil.