Han startede et digitalt webbureau for sin børneopsparing som 23-årig. I dag har han 18 ansatte, mere end 200 faste kunder og omsætter årligt for 10+ millioner. Læs Bizz Up interviewet med den unge direktør, der altid ansætter efter personlighed frem for et pænt CV.
Nicolai Vittrup var allerede at finde på Berlingskes Talent 100-liste, da han i april blev udpeget af det amerikanske erhvervsmedie Forbes til at være et af Europas såkaldte 30 Under 30-talenter i kategorien Media & Marketing. Bizz Up har taget en snak med den 29-årige entreprenør om hans succes som leder for det fremadstormende marketingbureau Webamp.
”Lederskab og lidenskab hænger sammen. I starten af 20’erne opdagede jeg, at hver eneste gang jeg kanaliserede min energi ud på ting, som jeg brænder for, så nåede jeg længere, højere og mere end gennemsnittet. I dag ser jeg min naturlige lidenskab som min største styrke. Den gør mig sindssygt initiativrig, stærk og kreativ,” fortæller Nicolai Vittrup. Hans digitale bureau har til huse ved Vesterport i København. Kontorlandskabet er lyst, åbent og designet med henblik på at bidrage til et godt arbejdsmiljø. Her er alt lige fra store grønne planter til loungesofaer, snackbar og bordfodbold.
Du vil også kunne lide…
Webamp: ’Millennials er bedre rustet til virtuel ledelse’
”Måske er det lidt klichéfyldt at kalde Webamp for en legeplads, men der skal være en ånd, hvor hierarkiet mellem chef og medarbejder udviskes,” forklarer han.” Derfor prøver jeg også at være en sjov og fleksibel leder, der aldrig lukker sin dør, så vi alle kan tale sammen på kryds og tværs.”
Nicolai, der er uddannet mediegrafiker, kickstartede sin egen levevej med en børneopsparing på 40.000 kr. i sommeren 2015. Han var blot 23 år gammel, men havde en drøm og et naturligt blik for ledelse. Samtidig var han indstillet på at gøre ofre undervejs. Eksempelvis opsagde han på tidspunkt sin lejlighed og flyttede hjem til sin far for at kunne udbetale løn til sin første medarbejder og overleve økonomisk.
”Det var en rigtig overlevelsesperiode,” husker Nicolai. ”Vi var gode til at levere resultater, men kæmpede mere for kunderne end for at skaffe nye.” Ved løbende at italesætte sin klippefaste tillid til sine medarbejdere begyndte vækstpotentialet dog at vise sig. ”Jeg fortalte en dag min sælger, at ’lige meget hvad, kommer jeg ikke til at fyre dig. Ligegyldigt hvor dårlige resultater, du skaber.’ Efter et par måneder blev han en af de dygtigste sælgere, jeg nogensinde har mødt. Og der gik ikke lang tid, før vi fik Brøndby IF som kunde. Det var en rigtig stor sejr for os, og det var her, at vores selvforståelse blev etableret. Det hele blev lettere, og siden da er det kun gået fremad.”
I dag bruger Nicolai denne indsigt til at ansætte passionerede og empatiske medarbejdere. Fine uddannelsestitler er ikke et krav i hans bog. ”Som leder har jeg altid et fokus på mennesket frem for profitten.”
Hvilke andre ledelsesinitiativer er et must i din verden?
”Det handler meget om at tænke i aktiviteter, der booster fælleskabet. Vi har eksempelvis et koncept, der hedder ’Ugens Kaptajn’ – alle kollegaer har én stemme at give til en kollega, som de synes har bidraget særdeles godt til kontoret i den forgangne uge. Det er en demokratisk proces, som samtidig er med til at skærpe vores opmærksomhed på hinanden,” fortæller Nicolai Vittrup, der bl.a. også har en coach og personlig træner tilgængelig for sin medarbejdere. Under coronakrisen lockdown sørgede han desuden for at fastholde virksomhedens sidst-på-måneden-ritual med at spise pizza sammen. Alle fik pizzaer sendt hjem til dem selv, så de kunne gå på Zoom og spise sammen. ”Pizza er noget, som næsten alle kan relatere til, så det er en god ting at dele sammen.”
Hvor henter du inspiration til din ledelse?
”Den amerikanske forfatter og underviser, Dale Carnegie, er en stor inspirationskilde for mig. Han har blandt andet sagt, at ’people rarely succeed unless they have fun in what they are doing.’ Det giver rigtig god mening for mig, og af den grund får vores nye kolleger på Webamp som regel en af hans bøger i velkomstgave. Jeg håber, at det giver dem et indtryk af arbejdspladsens og mine værdier.”
Hvad er sværest ved at være leder?
”Transparens i forhold til mine kollegaer. Hvor meget skal mine kollegaer vide og ikke vide? Hvornår skal der uddybes, og hvornår skal der ikke? Hvad er vores problem, og hvad er mit problem? Det er en svær balance, som jeg hele tiden bliver udfordret af.”
Hvad er det bedste?
”At kunne inspirere og se talent vokse. Kan man være et forbillede for nogen, er det forhåbentligt fordi, man gør noget rigtigt – det at kunne se talent udfolde sig er virkelig privilegeret.”
Og her til sidst – hvad mener du, at ledere skal være bedre til?
”Skal jeg give et råd til andre ledere, så er det at se forbi alder og CV. Personlighed, idéer, livserfaring og væremåde betyder noget.”
Om Nicolai Vittrup
Nicolai Vittrup er en ung dansk entreprenør og foredragsholder, der har iværksat det digitale bureau Webamp.
Titel: CEO, ejer og stifter
Anerkendelser: Berlingske Talent 100 (2021), Forbes 30 Under 30 – Europe (2021)
Fødselsdato: 03.10.91
Hjemby: København
Uddannelse: Mediegrafiker, Københavns Tekniske Skole, 2009 – 2014